På sidste klubaften, hvor vi også holdt afslutning inden ferien, havde vi Danske Tursejlere på besøg. Leif fortalte lidt omkring de nye regler omkring ansvarsforsikring og gav en orientering omkring vores bonus aftale. Her blev det nævnt at vi havde skader i 2017 der gjorde at bonusordningen ikke kom i spil. Det viste sig “heldigvis” at der ved et uheld havde sneget sig en fejl ind og det betyder faktisk at Storebælt Småbådsklub ingen skader havde i 2017. Så derfor er der selvfølgelig en bonus at hente. Den bliver udbetalt til klubben inden så længe og så bliver alle forsikringstagerne kontaktet af os, med henblik på udbetaling til jer.
Nogle generelle ting at være opmærksom på i forbindelse med forsikringen:
Forsikringsbevis:
Pr. 15. maj 2018 er det faktisk lovpligtigt at have et forsikringsbevis med i båden. Du kan få Danske Tursejlere til at udstede et forsikringsbevis ved blot at kontakte dem pr telefon eller e-mail. Det forsikringsbevis DTS udsteder har ingen udløbsdato pt. I år (2018) er det nok at have forsikringsbeviset med, men fra 2019 og frem, skal man også have et bevis for at forsikringen er betalt, med i båden.
Det er gratis at få forsikringsbeviset tilsendt pr e-mail, så husk at få det bestilt.
Trackere:
Danske tursejlere opererer nu med 2 typer trackere. En Lommy, som skal være tilsluttet et batteri konstant, og en Dan tracker, som har eget batteri indbygget. Der er fordele og ulemper ved begge. Lommy trackeren er gratis i abonnemt, hvor imod Dan trackeren koster mellem 30-70kr om måneden, afhængig af hvor mange måneder du køber på forhånd. Dan trackeren klarer sig med eget batteri i mange år, men er til gengæld lidt stor.
HUSK:
Som med alle andre forsikringer, så er det en rigtig god ide at gemme regninger for reparationer, tage billeder af båd, trailer, elektronik og udstyr (fiskegrej) til brug for forsikringer, hvis uheldet skulle være ude. Hermed er opfordringen givet videre.
Rigtig god sommer