Referat fra generalforsamling, konstituerende bestyrelsesmøde og svar på spørgsmål

Så er referatet fra generalforsamlingen lagt på hjemmesiden og kan ses her.

Her er lidt yderligere information omkring nogle af de ting vi vendte på generalforsamlingen:

Der var et medlem der fortalte, at han ikke kunne få rabat i Korsør lystbådehavn jævnfør vores rabataftale.

Jeg har været i dialog med havnefogeden og det er korrekt at havnefogeden ikke kender til aftalen. Der er sket det at en nytiltrådt havnefoged intet har fået overdraget omkring aftalen eller kan finde nogen dokumentation på aftalen. Men de er bestemt ikke afvisende overfor en ny rabataftale. Da Korsør lystbådehavn står midt i bygningen af en ny rampe til os småbåde, så var det dog havnefogedens mening, at vi skulle satse på at få rabatten indført her i stedet for. Rampen skal stå færdig snarest muligt og gerne indenfor kort tid. Det almindelige årskort udgår og der bliver i stedet for mulighed for at trække et 10 eller 20 turs kort, hvor vores rabat så gerne skulle afspejle sig. Havnefogeden går i dialog med leverandøren af kortautomaten og vender tilbage. Indtil det er på plads, så er bedste bud af købe almindelige dagsbilletter til den nuværende rampe, desværre dog uden rabatten. Så snart der er nyt, skal vi selvfølgelig nok informere jer.

Det blev besluttet at klubben ikke længere kan leve med, at der ikke er 2 personers godkendelse for vores konto, som det har været hidtil.

Jeg har fået tilsendt dokumenterne til at gå fra den nuværende gratis løsning til Online Banking Basis, som koster 3500kr i et engangsbeløb og herefter 3120kr årligt, samt 600kr pr ændringer i godkendere. Dokumenterne bliver udfyldt i samarbejde med kassereren snarest og bliver sendt til banken efterfølgende.

Der blev stille spørgsmål til hvem der nu er næstformand.

Det er sådan at der i vedtægterne står at formanden og kassereren vælges direkte af generalforsamlingen. Det er de poster der er krav om at der skal være. Vi har hidtil haft en næstformandspost og en sekretærpost tillige, men der er ikke krav om sådanne poster. Vælges det at have de poster, så besættes disse, under et konstituerende bestyrelsesmøde af bestyrelsen selv.

Konstituerende bestyrelsesmøde.

Det konstituerende bestyrelsesmøde er afholdt i dag, onsdag d. 01/7-2020, og bestyrelsen har besluttet af konstituere sig på følgende måde:

Formand: Kristian Carøe (valgt af generalforsamlingen-2020)
Kasserer: Lasse Bager (valgt af generalforsamlingen-2019)
Næstformand: Søren-Anker Jensen
Sekretær: Peter Sander
Bestyrelsesmedlem: Rene Søholt
Bestyrelsesmedlem: Brian Jensen
Bestyrelsesmedlem: Per Iversen
Suppleant: Carsten Fabricius

Vi har valgt at kaste bolden op omkring vores udvalg og har fjernet nogle af de udvalg, som vi betragtede som overflødige. Desuden er der kommet nye udvalgsformænd på nogle af de blivende udvalg. Medlemmer som tidligere har været med i udvalg er selvfølgelig mere end velkomne til at byde ind igen og nogle har allerede ytret ønske om at fortsætte. Udvalgene vil kunne ses på hjemmesiden i løbet af nogle dage.

Der kommer mere information omkring klubmesterskabsturene. Datoerne er som allerede udmeldt i kalenderen.

På bestyrelsens vegne

Kristian

Skriv en kommentar

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com